Sukkerfri – er det den rigtige løsning?

Skal du leve sukkerfrit for at leve sundt? Det kommer selvfølgelig an på hvad sundhed er for dig, men i min opfattelse af sundhed kan du sagtens spise sukker og stadig være sund – det handler om dit forhold til sukker. Desuden skal du gøre op med dig selv hvad det betyder at være sukkerfri, er det okay at spise frugt eller hvor går grænsen for dig?

Hvad gør sukker ved dig?

Sukker påvirker dit blodsukker, det stiger voldsomt for derefter at falde hurtigt igen, og du vil opleve at din energi også falder, og ofte vil du føle dig sulten kort tid efter.

Mange bruger sukker som en hurtig energikilde, og det virker, men det er bare en utrolig kort løsning – lidt som at tisse i bukserne for at få varmen. Du får hurtig energi, men i takt med at dit blodsukker hurtigt falder, så vil din energi også dykke, og det er derfor en dårlig løsning på den længere bane.

Hvor findes sukker?

Hvis du ønsker at være sukkerfri, så skal du vide hvor sukker findes, og du skal gøre op med dig selv om du vil undgå al form for sukker, fra både frugt og slik, eller om dit fokus er på at slippe raffineret sukker.

Jeg ved ikke hvad der føles rigtigt for dig, men jeg ved hvordan mit eget forhold til sukker er, og måske det kan inspirere dig.

Raffineret sukker som du mest finder i slik, chokolade, kager og sodavand, betegnet som tomme kalorier. Betegnelsen tomme kalorier er opstået fordi du får kalorier uden at få næring for kalorierne, og blandt andet derfor er der fordele ved at minimere dit sukkerindtag fra raffineret sukker.

Skal du være sukkerfri eller ønsker du at finde balancen?

Sukker findes også i frisk og tørret frugt, sukker som også påvirker dit blodsukker med en voldsom stigning, ligesom raffineret sukker. Fordelen ved frugtsukker fremfor raffineret sukker er, at du får vitaminer og mineraler for kalorierne. Dog skal du stadig være opmærksom på, at sukker fra frugt har samme påvirkning på dit blodsukker som raffineret sukker.

Sukker tilsættes også ofte i færdigretter, dressinger og morgenmadsprodukter, måske ikke et sted hvor din sukkerrate er ude, men faktisk kan du virkelig blive snydt og indtage meget sukker, når du spiser disse produkter. Du skal gøre op med dig selv hvor grænsen for dit sukkerindtag går, men du skal være opmærksom på, at der ofte findes sukker i madvare, som vi ellers ikke forbinder med søde sager.

Stabilt blodsukker – mellemmåltider

Stabilt blodsukker gennem dagen er vigtigt for, at du har energi til daglige gøremål. Når dit blodsukker dykker, får du trang til hurtig energi, som sukker er en god kilde til, men med sukker vil din energi hurtigt dykke igen.

Derfor skal du holde dit blodsukker stabilt, for nogen er det nok med en stor frokost, for andre vil det kræve et mellemmåltid midt på dagen, da timerne mellem frokost og aftensmad kan blive lange.

Frugt er et godt mellemmåltid, men som tidligere beskrevet så vil sukkeret i frugten påvirke dit blodsukker ved hurtigt at stige og derefter falde. Når du spiser frugt og skal have et stabilt blodsukker, skal du derfor også spise fedt, fedt er med til at stabilisere dit blodsukker. Derfor er en lille håndfuld nødder og et stykke frugt et godt mellemmåltid. Du får både vitaminer, sunde fedtstoffer, og proteiner fra nødderne og det giver en bedre mæthed og et mere stabilt blodsukker så hverken dit humør eller energi er i store udsving.

Sukkerfri – spis disse mellemåltider

  • Frugt og nødder
  • Banan og peanutbutter
  • 1 skive rugbrød eller knækbrød med banan
  • Gulerødder og mandler

Få svar på om en sund livsstil også altid er sukkerfri

Vil du være sukkerfri?

Måske du ikke ønsker at leve helt sukkerfrit, men du kan med fordel skære ned på dit indtag. Hvis du føler, du er sukkerafhængig, så vil det gøre en stor forskel, hvis du begynder at arbejde med dit sukkerindtag, slipper dit daglige indtag, og i stedet kun tilvælger det til særlige lejligheder.

Et dagligt sukkerindtag påvirker din sundhed, vægt og energi i en negativ retning, men du behøver ikke at være 100% sukkefri for at opnå resultater.

Der er en tendens til alt eller intet følelsen, og den kan stå i vejen for dine resultater. Jeg mener, at du sagtens kan opnå resultater ved at lave små ændringer i dine sukkervaner, men der er tendens til at tro, at du skal gå all in for at få gode resultater, men sådan behøver det ikke at være.

De små ting gør en forskel i din sundhed. Jeg hører at mange oplever at ryge i sukkerfælden, og får følelsen af at det kan være lige meget, og så bliver lidt sukker til meget sukker.

Hvis du slipper alt eller intet følelsen, så vil du opnå større resultater, for det HAR betydning, om du spiser lidt eller meget sukker, men du behøver ikke være sukkerfri.

Det at opsætte forbud mod at spise sukker kan øge lysten, derfor er løsningen måske ikke at sætte en masse regler op, men som udgangspunkt finde alternativer til dine sukkervaner.

Sødemidler som erstatning er kommet meget frem de senere år. Nogle undersøgelser tyder på, at du snyder kroppen, når du spiser sødemidler og kroppen derfor vil føle trang til sukker senere på dagen, for andre virker det at erstatte sukker med sødemidler og de undgår derfor at spise sukker.

Jeg er som udgangspunkt ikke tilhænger af sødemidler, ligesom jeg ikke er tilhænger af at proppe os med tilsætningsstoffer, men om det decideret er farligt at indtage sødemidler, det kan vi ikke give et endeligt svar på endnu.

Sukkerfri – hvad kan jeg gøre lige nu?

Jeg vil anbefale dig at starte med at kigge på dit indtag af raffineret sukker, derefter kan du vurdere, om du også vil skære ned på dit sukkerindtag fra frugt. Det virker mere overskueligt for hjernen at tage små skridt, så det øger sandsynligheden for at når dine mål.

Tøm dine køkkenskabe

Når du har slik i dine køkkenskabe, så er det nemt at spise og snacke sukker hver dag. Hvis du derimod først skal på tanken, så har du mere tid, hvor du kan overveje, om du virkelig har brug for sukker, og nogle dage vil du måske opleve, at du ikke gider at gå ned for at hente slik.

Find spiselige erstatninger

Ofte er det ligeså meget trangen til at snacke der får os til at spise sukker, derfor kan du med fordel spise noget andet i stedet, som stadig vil give dig oplevelsen af hygge og snacking.

Bryd rutinerne

Hvis du er vant til at sætte dig på sofaen om aftenen med chokolade eller slik, så vil det være svært at bryde dine sukkervaner, hvis du holder fast i dine sofavaner. Derfor skal du gøre noget helt andet, du kan fx gå en tur, tag manden, børnene eller en veninde med – det bryder dine gamle rutiner, som er forbundet med at spise sukker.

→ Har du brug for at en hjælper støtter og motiverer dig til at slippe din sukkertrang? Læs med her!

God fornøjelse!

Glade hilsner Julie

Julie hjælper dig med at blive sukkerfri og finde en balance i dit indtag

Hvad er dit bedste trick til at spise mindre sukker? Skriv en kommentar herunder, så kan vi inspirere hinanden. Jeg vil elske at læse dine råd 🙂 ♥

Skriv en kommentar