Lige her skaber du energien

Mange af os har en hverdag, hvor vi sidder meget ned, enten på kontoret foran computeren, eller siddende i bil på vej fra a til b.

Jeg bliver ofte spurgt, hvordan man får mere træning og bevægelse ind i sin hverdag, når der ikke er tid til at tage i fitness centret. Heldigvis er der masser af muligheder til dig, men du skal selvfølgelig vide hvor og hvordan.

Du skal se de muligheder der er, og jeg vil hjælpe dig med øvelser, som du kan lave alle steder – uanset om det er på kontoret i pausen, eller når der er tissepause på køreturen.

Du kan her på videoen se eksempler på øvelser, som du kan lave – det er ikke altid er er SÅ flot udsigt, men når den er der, så er det bare med at nyde den.

Armstrækninger, ja det hedder faktisk armstrækninger, men du kender dem nok nærmere som armbøjninger. Uanset niveau, så kan du variere øvelsen, så det passer til dig. Du får både styrke og puls når du presser antallet af gentagelser, og så den er fleksibel, du kan nemlig lave den alle steder… Selv på en tankstation i USA.

Også inden for træning oplever jeg tankegangen enten eller, hvis ikke jeg kan træne mindst 3 gange om ugen, så kan det også være lige meget.

Men det er faktisk lige præcis modsat, når jeg sidder stille i en længere periode, så daler min energi og det bliver sværere at overtale mig selv til at lave noget aktivt, men når det så lykkedes, så får jeg positiv tilbagebetaling med mere energi.

Det bryder det stillesiddende arbejde og vækker din krop til live igen. Forestil dig en flad luftmadres, som du lige får pustet liv i igen, det føles bare så meget bedre.

Så selvom du ikke har tid til at gå i fitness flere gange om ugen, så tænk de små mulgiheder ind i hverdagen, du kan tage trappen eller lave små øvelser, det at du et par gange om dagen får pulsen lidt op gavner din sundhed og energi.

Og efter en dag med mange timer i bilen, afbrudt af pauser med små træningsøvelser, så er det rart at ramme et overnatningssted om aftenen.

Julie slapper af

På dagens køretur havde vi 3 pauser, og i hver pause lavede vi 2 x 15 armstrækninger. Det er måske ikke de 30 armstrækninger i sig selv der gør forskellen, MEN når du gør det 3 gange om dagen, så bliver det alligevel til 90 armstrækninger på en dag.

Forestil dig så du gjorde det hver dag, hvis du hver dag brugte 3 x 1 min på at lave en øvelse for din krop – så er perspektivet lige pludselig helt anderledes – du går glip af glæden ved armstrækninger, hvis ikke du allerede starter nu.

Glæde ved armstrækninger lyder måske liiiige optimistisk nok – kan man virke elske den øvelse? Og der må jeg bare sige JA, når du begynder at mærke en udvikling, du går fra at tage dem på knæene til at tage dem på tæerne, du begynder at kunne tage flere og flere gentagelse, så ér det virkelig en fed følelse.

Det behøver ikke være armstrækninger, det kan også være planke, som er en fantastisk øvelse for hele core, og igen en øvelse som du kan lave alle steder – det er dælme smart.

Se ikke det lille perspektiv, men se det i det store billede. Så kan øvelserne faktisk være med til at gøre en stor forskel for dig, selvom du kan behøver bruge få minutter om dagen.

Energi skaber energi, og når du er sidder stille i en længere periode, så vil dit energiniveau automatisk falde – det gør mit også, men det vigtige er, hvordan du bryder energien og vender den. For mig virker det at lave øvelser, måske det også virker for dig.

Vil du også have tips til hvordan du laver effektiv træning hjemme i stuen, så kan jeg hjælpe dig – læs mere om hjemmetræning her!

Har du spørgsmål til øvelser eller ønsker til andre øvelser, så skriv endelig en kommentar herunder så jeg kan hjælpe dig 🙂 

Skriv en kommentar